27. jun. 2014
Af Dorte Quist

Claus Meyer flytter til USA

https://imgix.billedbladet.dk/media/article/sh-21813.jpg
Foto: AOp
Kokken skal åbne en stor "food hall" og restaurant i New Yorks berømte Grand Central Station.

Manden bag Meyers Deli og ikke mindst en af de oprindelige bagmænd på verdens bedste restaurant, Noma, kokken Claus Meyer, har netop bekræftet rygterne om, at han flytter til New York.

Helt nøjagtig åbner han i begyndelsen af 2016 en 1.200 kvadratmeter stor restaurant/food hall i den imponerende Vanderbilt Hall, der indtil 1996 var ventesal til den berømte Grand Central Station i New York.

Rygterne har svirret siden The New York Times for nyligt skrev, at New Yorks Metropolitan Transportation Authority havde besluttet at udnytte den store og meget flotte Vanderbilt Hall til madsted.

Ifølge planen skal Claus Meyer åbne et kæmpe mad- og spiseområde med både detailhandel og restauranter i både den billige og den dyre ende.

- Jeg flytter selv til New York med min kone, Christina, vores tre døtre (på billedet ses Claus Meyer sammen med sin ældste datter Elvira, red.) og hundene næste sommer, og vi forventer at bo i New York i halvandet år. Det giver mig et halvt år, hvor jeg kan deltage i opbygningen af den nye virksomhed og ikke mindst i de fysiske rammer på aller nærmeste hold, siger Claus Meyer til AOK.

- Christina er sammen med Ulrik Nordentoft betroet ansvaret for opbygning af køkkener, restauranter, skiltning med videre. Så i praksis kommer vi nok også til at rejse en del frem og tilbage allerede fra efteråret, og jeg kommer helt sikkert også til at rejse en del tilbage til Danmark i perioden, vi bor derovre, for at kunne deltage i alle de spændende ting, vi har gang i herhjemme, siger Claus Meyer.

Læs mere om: