Få Naja Munthes stiltips
Hvordan vil du beskrive din stil, og hvordan er din garderobe delt op - har du tøj, du kun bruger til fest og tøj, du kun bruger til hverdag?
- Min stil er luksuriøs på en skødesløs og casual måde. Jeg har få ting, som jeg kun bruger til fest, for det meste af min garderobe bruger jeg også til hverdag, hvor jeg nedtoner looket med enkle sko eller en slidt T-shirt. Sko og tasker går jeg altid efter i en ordentlig kvalitet, og i forhold til tasker er jeg en sucker for gode detaljer og en høj grad af finish."
Hvad er dit bedste køb?
- For mange år siden købte jeg en Roberto Cavalli-pelsfrakke. Meget sigende for mig og min stil var der lidt lapset look over den. Men samtidig var selve pelsen så fantastisk, at den i kombination med det lapsede fremstod helt perfekt.
Hvad vil du gå i i december?
- I december vil jeg gå med sensuelle kjoler. De kan være lange eller korte og helst med et kig til huden på den der underspillede og sexede måde. Og så er jeg også rigtig meget til høje stiletter i december. Der er så mange gode lejligheder til at tage dem på, og så gælder det jo bare om at få dem brugt!