Henriette Zobel inviterer på meditations-rejse
Den 52-årige foredragsholder og meditationsunderviser Henriette Zobel har oplevet en stor interesse for sin kommende meditationsrejse i Thailand, der netop er blevet udsolgt.
Her får deltagerne en uge fra den 10.-18. marts med fokus på fordybelse og selvindsigt via meditation, yogaøvelser og massage, og det er noget, Henriette Zobel ser frem til at stå for.
- Det er en fantastisk mulighed for at være totalt sig selv og en vidunderlig uge i faste rammer. Man kommer virkelig dybt ind med de ting, man går og tænker på, siger Henriette Zobel til BILLED-BLADET.
Deltagerne kommer ind i sig selv
Hun har på egen krop oplevet, hvordan stress kan påvirke et liv, da hun i forbindelse med sin konkurs med tøjfirmaet Pureheart i 2011 gik ned med en stressrelateret depression.
Under meditationsopholdet vil deltagerne ellers underholde sig med læsning og at dele deres historier med hinanden.
Der vil dog også komme et par dage, hvor de skal være i total stilhed og fri for telefoner, mails og sociale medier for virkelig at komme ind i sig selv.
Tankerne bliver skilt ad
Deltagerne får ikke serveret andet end thaimad, te og vand undervejs, og der vil hverken være mulighed for shopping eller at se på turistattraktioner.
- Alle går igennem en form for transformation, og alles øjne skinner, når vi er færdige. Jeg elsker det, fordi det er så mange dage sammen, hvor man får skilt tankerne ad, siger Henriette Zobel.
Hun forklarer, at deltagerne undervejs bliver fyldt op med energi og får en afklaring på, om de lever det liv, der er bedst for dem.
Selv har hun tidligere gennemgået 10 dage, hvor hun ikke har ført samtaler eller kommunikeret via internettet eller telefon.