Klaus Riskær løsladt til ny kærlighed
- Hvordan det er at være ude ved jeg faktisk ikke rigtigt endnu. Jeg tror ikke rigtig, jeg har fattet det. Spørg mig igen om uge, siger Klaus Riskær til BILLED-BLADET.
Den 58-årige iværksætter blev i dag klokken 08.00 løsladt fra sit ophold i Horserød, og i eftermiddag mødte han så et talstærkt pressekorps i sin ejendom på Gl. Strand. Riskær kunne her samtidig præsentere sin ny kærlighed – den 28-årige pr-pige, model og studerende Laura Petersen. De to har haft en lidt turbulent opstart på deres forhold – hvad alle, der har fulgt dem på Facebook vil vide. Men at de stadigvæk er sammen er ganske vist.
- Ja, vi overlevede søndagen, jokede Klaus Riskær med henvisning til, at det tidligere har været dagen, hvor parret er gået fra hinanden.
- Det hænger måske sammen med, hvordan jeg opførte mig i lørdags, grinte han, inden han på pressemødet fortalte, at han var klar til masser af nye forretningseventyr.
- Jeg er klar til at komme ud til 30 fede år. Jeg har siddet på bænken, men er inde i spillet igen. Nu er det et spørgsmål om tid, hvornår jeg igen sender bolden i mål, sagde Klaus Riskær, der ikke lagde skjul på, at tiden bag tremmer har været et personligt nederlag, men at han føler, at han er kommet ud med mere ydmyghed, end da han kom ind.
- Men tid i fængslet har været et pit-stop, og nu er jeg klar til at komme videre med flere konkrete forretningsidéer, som jeg vil melde mere ud om til november.
Riskær planlægger at fejre dagen med en middag med sine voksne sønner, Christian og Frederik samt kæresten Laura.
- Og så skal jeg ellers ud og rejse senere på måneden – til et sted langt væk – og ja, Laura skal med, sagde Klaus Riskær Pedersen.