Klaus Riskær Pedersens søn bliver cykelsælger
Klaus Riskær Pedersens søn, Frederik er blevet cykelhandler.
Sammen med to kammerater står han bag internetbutikken Cykellån Aps, der finansierer køb af cykler på afbetaling, skriver Ekstra Bladet.
Frederik Riskær fik for nylig en dom på 20 dages betinget fængsel, 30 timers samfundstjeneste samt en bøde på 13.000 kroner, og frakendelse af sit kørekort i tre år, efter at have kørt bil med en promille på over to.
Så han skulle under alle omstændigheder selv i sadlen, hvis han ville transportere sig hurtigt rundt i byen.
- Ja, der er ikke noget at gøre ved det. Hvis man er sådan et stort fjols som mig, så må man jo bare rette ind efter det. Det er fint nok, siger Frederik Riskær til Ekstra Bladet med henvisning til sin spritdom.
Nu har han så fået den idé også at sælge cykler:
- Ideen er, at alle skal kunne købe sin drømmecykel på syv minutter, og at alle skal have mulighed for at købe en kvalitetscykel og ikke behøve at gå på kompromis med prisen, siger Frederik, der selv kører Raleigh ligesom sin far, Klaus Riskær Pedersen.