Lego-arving Anders Kirk Johansen køber kæmpe pragtpalæ i København
Anders Kirk Johansen, nevø til ejeren af Lego, Kjeld Kirk Kristiansen, har købt ejendom i København. Der er tale om Canadas tidligere ambassadørbolig på Dag Hammarskjölds Allé på Østerbro.
Den 33-årige Lego-arving kan nu bryste sig af at være ejer af 35 værelser fordelt på 733 kvadratmeter bolig plus en kælder på næsten 400 kvm og et loft på 150 kvm.
Der er altså plads nok at boltre sig på, hvis det var det, Anders Kirk Johansens havde til hensigt med sit køb, men det tyder det ikke umiddelbart på, at det er.
Hvad hans nye palæ skal bruges til, ved han endnu ikke. Mest af alt er der tale om en drøm, der er gået i opfyldelse. For selv om arvingen, der er tidligere ejendomsmægler i København, før har boet i hovedstaden, har han ingen planer om at forlade sit gods ved Vejle Fjord, hvor han bor i dag. Til Jyllandsposten forklarer han:
- For mig har det været ligesom at investere i kunst, hvor du skal købe med hjertet. Når man ser ind på ejendommen på Østerbro, føles det nærmest som at stå på Champs-Elysées i Paris. Ejendommen er smuk og utrolig velholdt.
Sammen med sin mor og to brødre ejer Anders Kirk Johansen Kirk Kapital A/S, der har en egenkapital på 3,5 mia. kr. Af den enorme sum penge er der blandt andet investeret i fly og tankskibe.
Og til mere privat brug har Anders Kirk Johansen altså nu føjet endnu en bolig til sin samling: Ud over et gods i Jylland og et stort sommerhus i Skagen, står der fra efteråret et palæ klar på den fashionable adresse på Østerbro i København.