Så luksuriøst boede Stein Bagger og Anette Uttenthal
Stein Baggers tidligere luksusbolig i Tuborg Sundpark i Hellerup er sat til salg igen, skriver Boliga.dk.
Stein Bagger, der i 2009 blev dømt for at svindle med flere hundrede millioner kroner, boede på adressen gennem fire år sammen med sin daværende kone Anette Uttenthal.
Nu er lejligheden udbudt til den nette sum af 14 millioner kroner.
Konkursboet, der håndterede moradset i kølvandet på Stein Baggers svindel, solgte lejligheden i 2009 for 12.850.000 kroner, et godt stykke over de 8,3 millioner kroner, som Stein Bagger og Anette Uttenthal gav for lejligheden i 2004.
Havudsigt og to altaner
Stein Bagger og Anette Uttenthal har blandt andet kunne nyde havudsigt, to altaner på 40 kvadratmeter, walk in-closet og badeværelser udført i marmorpuds i lejligheden, hvortil der også hører en parkeringskælder.
Tuborg Sundpark og Tuborg Havnepark i Hellerup er i øvrigt et af landets absolut dyreste områder at handle ejerlejlighed i.
Således er de fem dyreste lejlighedssalg nogensinde gennemført i dette område, og rekorden blev sat i 2008, hvor en penthouselejlighed blev afsat for 24,5 millioner kroner, skriver Boliga.
Se Stein Baggers lejlighed - klik her