Christian Kjær og Susan Astani søger hjælp til hverdagen, men lønnen deler vandene
Rigmandsparret Christian Kjær og Susan Astani har netop udsendt et jobopslag, hvori de søger hjælp til at klare hverdagen. Her er arbejdsopgaverne blandt andet rengøring, lektiehjælp og personlig assistance til hele familien.
Derudover skal familiens nye ansat være smilende, stabil og indehaver af et kørekort for at komme i betragtning til stillingen. Det afslører Susan Astani i et Facebook-opslag, hvor hun samtidig lister både en lang række krav men også frynsegoder ved jobbet.
Det er dog hverken arbejdsopgaver, krav eller frynsegoder, der deler vandene i rigmandsfruens kommentarspor. Det er derimod lønnen.
For mens nogle mener, at betalingen er retfærdig, så beskylder flere andre rigmandsparret for at underbetale deres kommende medarbejder.
Honoraret for stillingen, der er inklusive kost, logi og rejser rundt i hele verden, er på 9000 danske kroner, og der lægges i opslaget op til, at det eksempelvis kan være interessant for et ungt menneske, der holder sabbatår.
Susan Astani lægger dog ikke skjul på, at familien er krævende, og selv om det indebærer rejser til eksotiske steder, så må man forvente, at det også er hårdt arbejde.
Ægteparret har sammen sønnen Alexander på 11 år, ligesom både Christian Kjær og Susan Astani har børn fra tidligere forhold.