Derfor stopper James Price i Cirkusrevyen
Sidste år stoppede Ulf Pilgaard i Cirkusrevyen, og i år har Lisbet Dahl sagt farvel til den ikoniske revy på Bakken. Nu er turen også kommet til James Price.
Han har i over 20 år arbejdet som kapelmester i revyen på Bakken, og tidligere på ugen blev det meldt ud, at han til næste år afløses af Joakim Pedersen.
Cirkusrevyens direktør, Torben Pedersen, forklarer nu, hvorfor de har valgt at sige farvel til 62-årige James Price.
- Cirkusrevyen bliver i 2023 første år siden 1985, hvor vi ikke har Ulf Pilgaard eller Lisbet Dahl på plakaten. Derfor markerer næste års revy på mange måder et stort skifte i Cirkusrevyen, siger Torben Pedersen til BILLED-BLADET og fortsætter:
- I det vi med Lisbets afsked skulle finde en ny instruktør, var det naturligt at ryste posen på den kreative side. Vi glæder os derfor til også at byde en ny scenograf og kapelmester velkommen.
Sender en stor tak
Torben Pedersen understreger dog, at det ikke har været nogen nem beslutning at skulle sige farvel til James Price.
- James Price har gennem snart 22 sæsoner været en fantastisk kapelmester for Cirkusrevyen, hvor han både har leveret smuk musik og sjove tekster gennem årene, fortæller han og fortsætter:
- Jeg er meget taknemmelig for den store indsats og energi, James har lagt i Cirkusrevyen, og det er naturligvis også med vemod, at vores samarbejde nu stopper som kapelmester efter denne sæson.
Her ses den nye kapelmester, Joakim Pedersen, sammen med Cirkusrevyens nye instruktør, Joy-Maria Frederiksen.