Designer Karen Simonsen pynter sin bil
Karen Simonsen, der tidligere i år sagde adjø til samarbejdet med Naja Munthe, pusler om hver en detalje i sit design. Designeren er besat af at være omgivet af smukke ting, og det gennemsyrer alt i hendes hverdag. Selv hendes bil.
"Den smukke og unikke detalje er uhyre vigtig for mig. Både professionelt og privat. Jeg glædes ved gennemtænkt design. Det løfter mig i en positiv ånd, og det er uanset, om det gælder en ny terrasse…eller en bil med lækre linjer," fortæller Karen Simonsen, ifølge ALT for damerne, i den nye bog 'Kvinde kend din bil'.
"Min bil er en forlængelse af, hvad jeg kan lide," forklarer Karen, der absolut ikke bruger traditionelt ekstraudstyr til at sætte sit personlige præg på bilen: "Jeg har altid haft puder på bagsædet i mine biler og kan ikke forstå, hvorfor den nyindkøbte skulptur eller vase absolut skal stå på sofabordet, når den lige så godt kan skabe lidt glæde i bilen."