Designeren Rikkemai Nielsen er smaskforelsket
Normalt tager det lang tid at komme sig efter en skilsmisse, især når der også er børn involveret. Sådan har det tilsyneladende ikke været for ex-fodboldspilleren Allan og designeren Rikkemai Nielsen, der begge har fundet nye kærester, og stadig er gode venner.
Rikkemai fortæller i denne uge til Se og Hør, at hun har set reklamemanden Mads Munk siden februar. Og kærligheden blomstrer stadig mere og mere. De har sågar overvejet at flytte sammen.
- Vi har da snakket om at flytte sammen, men han bor i Århus og har børn der, så det ville blive på halvtid, fortæller hun.
Allan og Rikkemais piger, Nanna Louise og Emma Sofie, har fået fordoblet antallet af forældre på under et år. Og måske er der også snart et bryllup i vente.
- Jeg kunne godt finde på at blive gift igen. Det var jo ikke dårligt sidste gang, fortæller designeren med et glimt i øjet.