
Dybt rørende: Susse Wold bærer symbol på kærligheden til Bent Mejding

Torsdag den 21. november blev Bent Mejding bisat fra Søllerød Kirke.
Her sagde hans store kærlighed, Susse Wold, samt hans allernærmeste det sidste farvel til den elskede skuespiller, der gik bort den 12. november efter længere tids sygdom.
På trods af sin dybe private sorg dukkede Susse Wold søndag eftermiddag op til AIDS-Fondets årlige julekoncert.
Susse Wold har været præsident for AIDS-Fondet siden 1986, og igen i år deltog hun i den traditionsrige koncert i Trinitatis Kirke.
Her var hun iklædt et sort look med en rød blazer, og om halsen bar hun på rørende vis et symbol på sin og Bent Mejdings kærlighed.
I halskæden hang nemlig Bent Mejdings vielsesring.
Susse Wold bar den samme halskæde ved sin mands bisættelse for 10 dage siden, og i den forbindelse bekræftede hendes søn, Christian Mørk, til BILLED-BLADET, at ringen tilhørte den afdøde skuespiller.
Susse Wold og Bent Mejding nåede at dele livet sammen i flere årtier.
De to fandt sammen i starten af 70'erne, hvor de spillede sammen i forestillingen "Privatliv" på Ungdommens Teater. Parret blev gift i 1983 på Hawaii.


