Ellen Hillingsø fortæller: Det har hun arvet fra sin far
Når folk spurgte Kjeld Hillingsø, om hans datter ikke skulle være fotomodel, svarede han: “Nej, hun skal være professor i atomfysik”.
Det fortæller skuespiller Ellen Hillingsø om sin far til Femina.
I interviewet lægger hun vægt på, at hendes far ikke har opdraget hende som 'kvinde' i traditionel forstand men som ’menneske’. Og så fortæller hun, at hun har arvet noget helt særligt fra ham:
– En benhård arbejdsdisciplin, som man ikke skal undervurdere. Til tider en masochistisk arbejdsdisciplin, fordi man bliver ved, indtil arbejdet er færdigt, siger Ellen Hillingsø til Femina og fortsætter:
– Når det så er sagt, er min far også en meget moderne mand, som altid har fulgt med i, hvad der foregår. Han har ikke tvunget os til strækmarch, fortæller Ellen Hillingsø til Femina.
I 1995 gik den snart 87-årige Kjeld Hillingsø på pension efter en lang karriere i hæren.
Her gjorde han blandt andet tjeneste som generalløjtnant samt chef for Enhedskommandoen for Den Nordlige Del af NATO's Centralregion og chef for Forsvarets Operative Styrker.
Far og datter har altid haft en nær relation.
Det har de tidligere fortalt om til BILLED-BLADET, hvor Ellen Hillingsø også kom ind på, hvad hun særligt beundrer ved sin far:
– Min far har været en fantastisk far, og så har han det, jeg vil kalde et let tråd på jorden. Det misunder jeg ham virkelig. Det er meget inspirerende.
– Det med at kunne grine ad ting og ikke blive fornærmet og såret hele tiden. Jeg kender ingen som dig, der kan vælte ind i folk og være ligeglad med, hvad de tænker og siger. Det må være virkelig befriende, sagde Ellen Hillingsø henvendt til sin far.