Ellen Hillingsø støtter børnenes sag
Ellen Hillingsø har påtaget sig en ny opgave. Hun træder ind i UNICEF Danmarks præsidium, og den nye post giver rigtig god mening for den 51-årige skuespiller.
- Da jeg var barn, havde jeg UNICEF-puslespil og UNICEF-bøger, hvor man kunne læse om alle verdens børn. Børn står mit hjerte nær, og derfor vil jeg meget gerne hjælpe den organisation, som altid har været en del af mit liv, siger Ellen Hillingsø i en pressemeddelelse.
- Jeg vil gerne være med til at inspirere, informere og fortælle folk, at FN er en rigtig god ide. FN er her for at blive. Ikke mindst for vores børn, som, ligesom Nelson Mandela siger, er den klippe, som vores fremtid bygger på, siger hun.
Ellen Hillingsø bliver en del af UNICEFs præsidium sammen med blandt andre Mogens Lykketoft, Mads Steffensen, Kasper Holten og Anne Glad.