Erann Drori klar med plade til oktober
Erann Drori har taget sig rigtig god tid til at lave sin nye plade, der udkommer til oktober. Til den tid er det over tre år siden, at danskerne sidst hørte til den nu 41-årige sanger. Han har nemlig besluttet sig for at udfordre sig selv og synger derfor for første gang på dansk.
"Det er helt nyt for mig. Dansk er et sprog med en helt særlig bevægelse, et særligt tempo. Det føles hurtigt nøgent og plat at synge på dansk, og det har taget mig år at finde mentaliteten," indrømmer Erann Drori i Magasins gratisblad MAGASIN.
Og det er ganske praktisk, at Erann har et musikstudie i sit hjem, afslører han i MAGASIN: "Hele min verden er at skrive musik. Jeg bruger al min tid på musik, og inspirationen kommer på de mærkeligste tidspunkter. For eksempel kan jeg stå og grave i haven, og så hører jeg pludselig en lyd, som jeg lige må have med i den musik, som jeg arbejder med på det tidspunkt."