Agent-stjerneskud spiller over for Jesper Christensen i ny film
I "Agent" imponerede hun som Joes datter Tallulah. Og nu skal unge Selma Sol í Dali Pape prøve kræfter med en spillefilm - for første gang.
Den 13-årige skuespiller har nemlig scoret titelrollen i det kommende feel-good drama "HONEY", der rammer de danske biografer i efteråret 2024.
Og det er ikke hvem som helst, Selma skal sige sine replikker til.
- I rollen som Honeys bedstefar kan publikum glæde sig til at se den folkekære Jesper Christensen, der bl.a. er kendt fra sine roller i filmene "Bænken" (2000), "Arven" (2003) og "De forbandede år 1 og 2" (2020 og 2022) samt de tre Bond-film: "Spectre" (2015), "Quantum of Solace" (2008) og "Casino Royale" (2006), som skurken Mr. White. Jesper Christensen har modtaget et hav af priser, blandt andet fem Bodil-priser og seks Robert-priser samt flere internationale filmpriser, lyder det i en pressemeddelelse.
Lene Maria Christensen, kendt fra "Frygtelig lykkelig", "Rose" og utallige andre film og serier, spiller Honeys fortravlede mor.
"HONEY" instrueres af Natasha Arthy, som ligeledes har skrevet manuskriptet i samarbejde med Mette Eike Neerlin.