Anders Walter: Fuldstændig fantastisk vildt!
Det var en noget mere euforisk Anders Walter, der steg ud af limousinen ved Robert de Niros restaurant "AGO" end ham, der holdt en helt rolig og suveræn takketale foran alle superstjernerne ved Oscar-festen.
- Det er fuldstændig fantastisk vildt. Sindssygt. Dejligt. Helt surrealistisk, jublede han med et fast greb om Oscar-statuetten.
Den danske verdenspresse var så optaget af den danske vinder, at ingen opdagede, at Brad Pitt og Angelina Jolie sneg sig bagom forsamlingen før i sidste øjeblik, og så lød der ellers et opstemt brøl fra forsamlingen. Men da var "Brangelina", som parret kaldes, smuttet ind i restauranten, hvor holdet bag "12 Years a Slave" - årets bedste film - festede lige ved siden af danskerne.
Anders Walter fortalte, hvordan han nærmest var gået i koma, lige da han hørte "Helium" blive råbt op.
- På vej op til scenen tænkte jeg "shit", hvad skal jeg nu sige. Men da jeg stod deroppe trådte et eller andet overlevelsesinstinkt til, som gjorde, at jeg fik hold på nerverne. Jeg fokuserede på min kone og bror oppe på balkonen i stedet for alle dem på første række, forklarede han sin stilfulde takketale.
Rasmus Walter græd
Oppe på balkonen sad hans kone Anne Klitten Andersen med tårer i øjnene, og hun forklarede bagefter, hvad der var gået gennem hendes hoved.
- Det var en grænseoverskridende og rørende oplevelse. Første gang Anders og jeg mødte hinanden, fortalte han mig om sin drøm om at lave film. Og nu stod han der. Det var bare så rørende.
Anders Walters tvillingebror, sangeren Rasmus Walter, var mindst lige så overvældet. Udenfor AGO krammede han Anders længe og inderligt med meget våde øjne.
- Jeg begyndte at græde inde i salen, og nu græder jeg igen. Efter jeg er blevet far, græder jeg hele tiden. Jeg er blevet et meget skrøbeligt menneske, lo Rasmus Walter gennem sin rørende stolthed over brorens bedrift.