Anne Louise Hassing: Buddhismen har ændret mit liv
Skuespilleren Anne Louise Hassing, som mange af os kender som Ida fra tv-serien Krøniken, og som har spillet med i en lang række danske film lige fra Nils Malmros’ Kærlighedens Smerte til Jagten, er i øjeblikket aktuel med showet City Singler, hvor hun er på scenen sammen med Sofie Lassen-Kahlke, Kaya Brüel og Trine Gadeberg. Og ud over tøj og toiletsager, så har hun også et mini-alter med i den taske hun rejser landet tyndt med.
Anne Louise Hassing er nemlig buddhist
- Buddhismen er jo virkelig et livsvalg. Der er ingen tvivl i mit sind om, at jeg havde været en hel anden, hvis ikke jeg havde mødt buddhismen. Jeg havde haft et meget mere begrænset liv. Jeg havde ikke haft samme mod. Jeg havde begrænset mig selv med min hjerne og mine tanker. Jeg havde lukket alt for mange døre for mig selv med mit: ’Nej, det kan jeg ikke!’ eller ’Det kan nok ikke lade sig gøre!’ Buddhismen betød et kæmpe vendepunkt i mit liv, fortæller Anne Louise Hassing til SØNDAG.
Anne Louise Hassing chanter hver dag
Buddhismen betyder blandt andet, at Anne Louise Hassing chanter hver dag. Hvilket vil sige, at hun messer. Hun gør det en time dagligt. Også når hun er på turné.
Så har hun som sagt sit lille mini-alter med, som hun folder ud og chanter til. Det er ikke større end en tændstikæske. Og når det foldes ud, åbenbarer der sig en lille japansk plakat, hvor der på sanskrit er beskrevet alle livets fænomener.
Anne Louise Hassing mødte buddhismen i 1998
Det var tilbage i 1998, hun blev introduceret til religionen, hvor hun boede sammen med en veninde, der selv var buddhist.
- Jeg valgte at sige ja til at prøve det, og et par måneder efter tog jeg det store valg at dedikere mig helt til buddhismen. Det var et meget stort valg for mig. Jeg er kristent opdraget, og det var en stor ting at skulle fortælle det til min familie. I princippet behøver man ikke at fortælle det. Men jeg havde lyst. Jeg ville gerne fortælle mine forældre om det, buddhismen gjorde for mit liv. Og egentlig var det ikke spor svært at tale om. De kunne allerede se på mit liv, at der skete en masse gode ting. De kunne se, jeg havde fået det meget bedre, siger hun.
LÆS OGSÅ: Anne Louise Hassing er også opmærksom på at bruge tid på noget andet, når hun er på turné. Hvad det er fortæller hun på soendag.dk
LÆS OGSÅ: TV-vært Puk Elgaard tror på overnaturlige evner. Find ud af hvordan hun selv forklarer at de overnaturlige ting hun selv har oplevet, på soendag.dk (link fjernet)