Bjarne Henriksen må opgive stor hovedrolle
Med 52-årige Bjarne Henriksen i den alt dominerende hovedrolle som Zentropa-bossen Peter Aalbæk var der lagt op til en af teatersæsonens mest spændende forestillinger.
"Fjællebroen" handler netop om Zentropa. Premieren var planlagt på Frederiksbergscenen den 29. september og skulle senere på turne til en række danske byer. Skuespillerne var gået i gang med læseprøverne. Der er solgt adskillige tusinde billetter i forsalg.
Men hovedrollen Bjarne Henriksen meldte fra i torsdags, og det gjorde han i en mail til producenten, Baggårdsteatret i Svendborg. I løbet af weekenden forsøgte flere gode kræfter at overtale den kendte skuespiller til at ændre sit afbud, men det lykkedes ikke.
-I stedet har vi nu modtaget en sygemelding fra Bjarne Henriksen. Det er enormt ærgerligt, men det er stadig vores ambition at fuldføre forestillingen. Nu må vi kigge os godt om for at finde en afløser, siger teaterchef Lasse Bo Handberg.
Teaterchefen ønsker ikke at udtale sig om årsagen til det chokerende afbud, og Bjarne Henriksen har heller ikke reageret på BILLED-BLADETs henvendelser.
På rollelisten står også skuespillerne rikke Lylloff, Patricia Schumann og Mads Nørby.