Canadisk jubel over Trine Dyrholm og Mads Mikkelsen
Trine Dyrholm har travle dage i Toronto. Først blev hun hyldet efter endnu en fantastisk modtagelse af "Den skaldede frisør", og i nat tog publikum på Toronto International Film Festival mindst lige så godt imod Nikolaj Arcels "En kongelig affære", hvor Trine Dyrholm også har en fremtrædende rolle.
Ved gallavisningen i den stuvende fulde Roy Thompson Hall med over 2.000 publikummer blev de fremmødte fra filmen - Mads Mikkelsen, Trine Dyrholm, Nikolaj Arcel og manuskriptforfatter Rasmus Heisterberg - hyldet med stormende bifald og lange stående ovationer efter filmen.
Og publikum var ikke alene om at være begejstrede for det historiske trekantsdrama med den sindssyge kong Christian VII og hans livlæge, Johann Friedrich Struensee, der tog sig lidt for kærligt af dronning Caroline Mathilde. Dugfriske anmeldelser af "En kongelig affære" i store amerikanske aviser er lystig læsning for det danske filmhold.
For få dage siden var The Wall Street Journal ude at skamrose filmen og skrev blandt andet, at den var "sindssygt underholdende og smukt lavet". I går var det så selveste Roger Ebert, USA's nok største anmelderkoryfæ, som i sin anmeldelse i Chicago Sun Times kaldte "En kongelig affære"et førsteklasses historisk drama og fortsatte med at rose både Arcel, skuespillerne og filmens spektakulære look.
Med den flotte modtagelse i Toronto fortsætter filmen med at begejstre i Nordamerika. Først var det den prestigefyldte Telluride Film Festival i Colorado, der hyldede filmen, og nu altså Toronto inden filmen får premiere i USA den 9. november.