Dronning Margrethe har stor rolle i filmen: Nu afsløres premieredatoen
Dronning Margrethe har bevist, at hun evner mangt og meget.
Netflix kunne den 31. august 2021 afsløre, at hun nu også har kastet sig ind i filmens verden, hvor hun har samarbejdet med Bille August om hans nye film.
Filmen har titlen ”Ehrengard: Forførelsens kunst”, og nu er første smugkig samt premieredatoen blevet afsløret.
”Ehrengard: Forførelsens kunst” er en periodefilm baseret på Karen Blixens værk.
Det er dronningen, der har stået for at kreere kostumer og decoupager til de medvirkende i filmen, der blandt andet tæller både Sidse Babett Knudsen og Mikkel Boe Følsgaard.
Mikkel Boe Følsgaard spiller hr. Cazotte, som storhertuginden, der bliver spillet af Sidse Babett Knudsen, har hyret til at hjælpe hende med en arving til tronen.
For storhertugindens søn, kronprins Lothar, spillet af Emil Aron Dorph, er meget genert, og skal af hr. Cazotte lære, hvordan man forfører kvinder. Det går bare helt galt, da en arving pludselig bliver undfanget uden for ægteskabet.
Samtidig begynder en rivalisering internt i kongefamilien, mens hr. Cazotte forelsker sig i hofdamen Ehrengard, der bliver spiller af Alice Esther Bier Zandén.
Første smugkig på traileren til ”Ehrengard: Forførelsens kunst” kan ses her.
Netflix afslører også, at der ikke er længe til, at seere kan følge filmen på streamingtjenesten.
For filmen får premiere den 14. september 2023.