Efter hård start: Nu kan Alba August endelig juble over at være gravid
31-årige Alba August, der er datter af filminstruktør Bille August og skuespilleren Pernilla August, afslører en lykkelig nyhed.
– Der er et barn i maven, lyder det fra den dansk-svenske skuespiller på et pressemøde på en ny tv-serie ifølge Aftonbladet.
Alba August venter barn med den 49-årige musikproducer Pontus Winnberg. Han er en del af duoen ”Bloodshy & Avant”, der har lavet hits for store stjerner som Madonna og Kylie Minogue. I januar 2023 bekræftede de deres forhold og fortalte, at de havde været sammen i et stykke tid.
Hun fortæller til Aftonbladet, at hendes graviditet indtil ikke har været forbundet med ren lykke, da den indtil videre har været hård at komme igennem for skuespilleren.
– I starten følte jeg mig sur og ville bare dø. Men nu har jeg det fint. Jeg er halvvejs nu. Pontus har børn i forvejen, og det er meget luksuriøst at blive født ind i en familie med masser af søde søskende, siger Alba August og påpeger, at hun tager en måned ad gangen.
Alba August er mest kendt for sin medvirken i Netflix-serien ”The Rain” og for hovedrollen som Astrid Lindgren i ”Unge Astrid” fra 2018.