Ghita Nørby var gift med Dario i seks år: Her faldt de for hinanden
- Jeg vil huske ham som min elskede mand og min søns far.
Sådan siger Ghita Nørby til B.T., efter nyheden om Dario Campeottos død ramte mandag.
Ghita Nørby og Dario Campeotto var gift i 6 år, og sammen fik de i 1964 sønnen Giacomo.
Parret blev forelskede, da de i 1962 begge spillede med i filmen ”Han, hun, Dirch og Dario”.
Ghita Nørby spiller Marianne, der føler sig forsømt af sin mand, spillet af Ebbe Langberg, og efter et rygte om, at han har en affære, forlader hun om og flytter ind i et pensionat på Christianshavn.
Her møder Marianne den unge, charmerende Mario, spillet af Dario Campeotto.
De bliver betaget af hinanden, men Marianne elsker sin mand, og det ender med, at hun vender hjem, mens Mario forelsker sig dybt i Dorte, spillet af Gitte Hænning.
Omvendt så det dog ud i virkeligheden, hvor kærligheden blomstrede mellem Ghita Nørby og Dario Campeotto.
Året efter filmen kom i biograferne, sagde de ja til hinanden i Sankt Ansgars Kirke under et smukt december-bryllup.
Parret flyttede siden til Italien, hvor de i en periode boede i det land, hvor Dario Campeotto havde sine rødder.
Ægteskabet holdt dog som bekendt ikke mellem det hotte filmpar, og Ghita og Dario gik hvert til sit i 1969.
Siden blev Dario Campeotto gift med sin Gertrud. Mens Ghita Nørby fandt kærligheden med Jørgen Reenberg, og siden med kapelmester Svenn Skipper, som hun blev skilt fra i 2011.
Dario Campeotto gik bort lørdag den 1. april efter længere tids kræftsygdom, 84 år gammel.
Han sov stille ind på Frederiksberg, omgivet af sine nærmeste.