Helle Fagralid - Sådan forelskede jeg mig i Ole Bornedal
Ole Bornedal er 16 år ældre end 36-årige Helle Fagralid. Alligevel er de lynhurtigt blevet smaskforelskede i hinanden - og for nyligt blev de også hemmeligt gift.
Det hele begyndte for et års tid siden, hvor Ole Bornedal havde inviteret en række skuespillere til samtale i forbindelse med den kommende tv-serie '1864'. Helle Fagralid var én af skuespillerne, men der blev faktisk ikke talt meget om serien til samtalen.
- Vi endte med at tale om alt muligt andet. Og vi kunne begge to godt mærke, at vi ikke nødvendigvis skulle arbejde sammen. Men et eller andet skulle vi sammen, forklarer Helle Fagralid i et stort interview i FEMINA.
Alt er fuldstændigt rigtigt
Det hele gik rigtig hurtigt, og kærligheden var slet ikke til at undgå mellem Ole Bornedal og Helle Fagralid.
- Der skete det, som meget sjældent sker, og som jeg heller ikke troede på kunne ske. Jeg føler, jeg er kommet hjem. Sammen med Ole kan jeg være mig selv et hundrede procent, det er en følelse af, at det bare er fuldstændig rigtigt. Det kommer nemt til at lyde klichéagtigt, men det føles, som om vi har kendt hinanden altid. Sådan en grundlæggende følelse af, at vi bare passer sammen, forklarer Helle Fagralid om sin store kærlighed.
I dag er parret gift, bor i Hellerup og har på deltid fire børn på 3, 6, 12 og 15 år. Louis på 6 år er Helle Fagralids søn fra forholdet med trommeslageren Stefan Pasborg.