Her er hun! Dansk skuespiller viser kæresten frem
Forelskelsen lyste ud af Christopher Læssø, da han onsdag aften viste kæresten, islandske Una Marie, frem til premieren på filmen "Centervagt".
Den 36-årige skuespiller har ellers tidligere gjort meget ud af at holde sin nye flamme, som han mødte tilfældigt i forårets natteliv, før coronaen lukkede alting ned, væk fra spotlyset.
– Jeg går ikke ind i et forhold, uden at jeg føler, at det har potentiale til at blive den sidste endestation. Og derfor passer jeg på det her i starten. Også for hendes skyld. Hun er meget jordbunden og har slet ingen interesse i at vise sig frem i min verden.
- Hun er klinikassistent hos en tandlæge, og hun drømmer kraftstejleme ikke om at stå på den røde løber, fortalte Christopher Læssø til BILLED-BLADET i november.
Den islandske kæreste har dog også temperament, afslørede han i samme interview:
– Hun er smuk som en islandsk gletsjer – sådan en lys og strålende og solbeskinnet slette – men som islandske gletsjere har hun også en vulkan kørende inde under sig. Så man skal passe på, hvor man træder.
Med i ny film
Filmen 'Centervagt' er en ny dansk komedie instrueret af Rasmus Heide, som også står bag 'Blå mænd' og her spiller Christopher Læssø rollen som Patrick.