Jan Priskorn Schmidt er død
I 1960’erne var han her, der og alle vegne. Barneskuespilleren med de skarpe replikker og det store talent, som spillede over for datidens helt store stjerner.
Nu er Jan Priskorn Schmidt gået bort, 72 år gammel.
Ifølge B.T. bekræfter familien dødsfaldet gennem journalist og forfatter Klaus Thodsen, der i 2017 var med til at skrive Jan Priskorn Schmidts selvbiografi "Barnestjernen fra Bryggen".
"Det er med stor sorg, at vi må fortælle, at Jan Priskorn Schmidt er sovet stille ind efter kort tids sygdom," oplyser de i en pressemeddelelse.
Jan Priskorn Schmidt spillede sin første rolle som niårig, og i alt nåede han at spille med i 24 mindeværdige film på tolv år.
Med uimponeret præcision gav han den som Dirch Passers lille fornutige makker Micky i "Sommer i Tyrol" fra 1964, og to år senere som den kække Jan i "Min søsters børn". For bare at nævne et par stykker af hans mange roller.
Derudover fortjener rollerne som Claus i "Støv på hjernen"-filmene, Holger i "Een pige og 39 sømænd" og Jan i "Flådens friske fyre" også at blive nævnt blandt hans pragtpræstationer.
I 1972 trak Jan Priskorn Schmidt sig som 21-årig fra offentlighedens søgelys, og ifølge dansefilm uddannede han sig som ortopædisk skomagermester.
I 2017 udgav Jan Priskorn Schmidt nemlig selvbiografien ”Barnestjernen fra Bryggen”, hvor han med sine egne ord fortalte om tiden som barneskuespiller og om, hvorfor han valgte at trække sig tilbage fra skuespillet. Her lagde han ikke skjul på, at tiden i filmbranchen var hård.
I dag huskes han som en af Danmarks bedste barneskuespillere.
Selv stavede Jan Priskorn Schmidt sit mellemnavn med ét "i", men på filmplakaterne var stavemåden ”Priiskorn”, da filmselskaberne fandt det smartere. Vi har i denne artikel valgt at stave det, som Jan Priskorn Schmidt selv ønskede det.
Jan Priskorn Schmidt efterlader sig en hustru og to voksne børn.