Judy Gringer: Der er noget godt ved at blive gammel
Judy Gringer passerede lørdag den 23. januar de 80 år ved godt mod. Hun er rask og lever et stille liv væk fra den opmærksomhed, hun nød i sine unge år.
For snart 40 år siden forlod hun scenelivet, efter at hun fra slutningen af 50'erne og op gennem 60'erne havde udfyldt rollen som sexet blondine i et utal af danske lystspil og filmkomedier. Undervejs dannede hun i fem år par med Dirch Passer.
Ham mindes hun med glæde, og hun har heller ingen kvababbelser over at fylde 80.
- Ganske vist går alting utroligt langsomt, men omvendt er der jo ikke noget at skynde sig efter i min alder. Så hvorfor brokke sig? Det bedste ved at blive gammel er, at folk ikke stiller krav til én mere. Det er en stor behagelighed. Man kan omsider slappe af med god samvittighed, siger Judy Gringer, som fandt sammen med Dirch Passer, da hun var 17 og han 32 år.
- Jeg var meget, meget ung, da jeg mødte Dirch. Sikkert også for ung til, at det kunne gå i længden. Men jeg har kun gode minder om Dirch. Han var sød og kær og sjov og dejlig. Han var virkelig speciel. Jeg savner ham og har savnet ham i alle de 40 år, der er gået, siden han døde i 1980, siger hun.
Læs interview med Judy Gringer i BILLED BLADET, som kan købes fra torsdag den 28. januar.