13. aug. 2024
Af Luise Marie Bekker

Keld og Hilda portrætteres i ny film om Tommy Seebach: De håber bare på én ting

Keld og Hilda Heick samt Tommy Seebach.
Keld og Hilda Heick samt Tommy Seebach.
Foto: Hanne Juul
Keld og Hilda Heick har et særligt ønske til den kommende film om Tommy Seebach.

– Vi håber, den bliver positiv over for Tommy, for den handler jo om hans sidste tid, siger Keld og Hilda Heick om den kommende film om Tommy Seebach, "Under stjernerne på himlen", hvor også Dansktop-parret bliver portrætteret.

Melodi Grand prix-sangen ”Under stjernerne på himlen” blev i 1993 nummer 22 ud af 25 ved Eurovision Song Contest, og den dårlige placering betød, at Danmark var udelukket fra næste års internationale grandprix.

Hjemme i Danmark gjorde både pressen og DR Tommy Seebach til den store syndebuk.

– Det var synd og skam. Efter min mening var det den helt forkerte opstilling på skærmen, hvor Tommy og bandet stod med kameraet i ryggen det meste af tiden, siger Keld til BILLED-BLADET.

Tommy elskede den sang

Det var et kæmpe nederlag for Tommy.

Det var alment kendt, at danskerne var trætte af at se de samme ansigter igen og igen til grandprixet, men musikeren håbede, denne sang kunne holde ham oven vande, og han troede så meget på den, at han havde sendt den ind flere gange.

– Tommy elskede den sang, og selv synes jeg, det er den bedste grandprixsang, jeg nogensinde har været med til at skrive. Den er absolut min egen favorit, smiler Keld.

– Og så kastede Tommy sig ud i det (alkoholen, red.) igen. Vi besøgte ham i hans lejlighed, efter han og Karen var gået fra hinanden. Hvor var der trist. Og han var ikke glad. På det tidspunkt var han en nedbrudt mand, siger Hilda.

Håber, der bliver fokuseret på hans opsving

Senere mødte de ham på Bakken, hvor han havde fået fast spillejob.

Ifølge Keld og Hilda havde han på det tidspunkt affundet sig med den drejning, karrieren og livet havde taget.

– Han havde ikke de store jobs mere. Nu var det på Bakken, som måske heller ikke ville være det bedste sted, hvis man har alkoholproblemer. Men når vi så ham, var der ikke noget drikkeri. Han var clean. Vi kunne se, det havde slidt på ham. Man kan som regel se på folk, der er gået til den i lang tid, at de er brugte at se på. Og helbredet har nok været skidt, siger de.

– Vi tænkte, at han trods alt var kommet godt igennem, og han var stoppet med at drikke og optrådte på Bakken uden at røre spiritus. ”Hvor er det godt. Han har taget advarslerne alvorligt,” tænkte vi.

– Han nåede at få et opsving, og det håber vi, der bliver fokuseret på i den nye film, smiler de.

Læs mere om: