Kirsten Olesen: Derfor foretrækker jeg teater
Kirsten Olesen, 71 år, brillerer som skilsmissetruet og frihedssøgende hustru i den nye filmkomedie "Madklubben", men faktisk foretrækker hun at lave teater.
- Jeg føler mig tryggere ved teater, fordi der kan jeg selv redigere på en eller anden måde. Jeg ved aldrig på en film, hvad det bliver til. Jeg kan ikke overskue filmen overhovedet i den enkelte scene. Jeg ved ikke, om det er et nærbillede af min kollega eller kun mig eller et fællesbillede. Jeg ved slet ikke, hvordan filmen i det hele taget bliver klippet sammen og fortalt. På teatret er du ligesom din egen herre, siger Kirsten Olesen.
Hun kan se tilbage på en lang og flot karriere på Det Kongelige Teater. Men teater er øjeblikkets kunst, så eftertiden vil sandsynligvis mest huske hende for rollen som Agnes i tv-serien "Matador". Ikke desto mindre elsker hun scenen, også når hun står der 50. gang i den samme rolle.
- Faktisk synes jeg ikke, det er den 50. gang, der er den sværeste. Det kan måske være halvvejs, hvor man ligesom tror, at man har været rundt om stoffet. For selv om der har været premiere, så udforsker man jo videre, videre, videre. Der er en masse muligheder for udvikling i det. Tonsvis af nuancer, man stadigvæk leder efter og forbedrer. Når man så har været rundt om det 25 gange, kan det godt være, man går lidt død. Men så lige pludselig ... (siger hun med en lys, undrende stemme), så åbner det sig igen på et nyt niveau.
– Jeg har oplevet det meget med genopsætninger. Det er vidunderligt med genopsætninger, fordi man springer ud på det dybe vand fra en meget højere vippe. Det er så sjovt, tilføjer Kirsten Olesen.
Læs stort interview med Kirsten Olesen og hendes to medspillere i "Madklubben", Kirsten Lehfeldt og Stina Ekblad, i BILLED-BLADET, der kom på gaden torsdag den 22. oktober.