
Lone Hertz et år efter sønnens død: Kæmper stadig

10. februar 2024 mistede Lone Hertz sin søn Tomas Strøbye.
Og den sørgende mor kæmper stadig sønnens sag.
– Jeg tager rundt i Danmark og viser min Bodil-belønnede ”Tomas – et barn du ikke kan nå” (fra 1980, red.), en film, der har fået lidt make up på igennem Filminstituttet. Der er stor interesse for den, og det er ikke så mærkeligt, for hele handicapverdenen stønner. Og det må jeg tage mig af, for jeg ved så meget om det. Efter 58 år har jeg en del erfaring.
– Og vi har en sag, vi ikke rigtig har fået opklaret endnu omkring min søn… fortæller Lone, 85, til BILLED-BLADET.

Den holder uhyggeligt meget stadig
Selvom Tomas er borte, føler hun sig forpligtet til at formidle budskabet.
– Der er mange, der kommer efter mig, og jeg synes ikke, de skal opleve det, vi har oplevet.
At hun turnerer med filmen, har altså ikke noget at gøre med at hun savner sin søn.
– Jeg behøver ikke filmen for at holde mindet om ham i live, men jeg vil gerne vise filmen, som blev vist i 60 lande i sin tid. Den holder uhyggeligt meget stadig!

Lone Hertz: Jeg skal have ro
Lone slog fast, at hun på trods af omstændighederne har det godt:
– Nok fordi jeg beskæftiger mig med noget vigtigt, siger Lone, der i mange år har drømt om at skrive sine memoires.
– Jeg glæder mig til det, men jeg må have ro for alt det, der sker i handicapverden for tiden.
