Mere succes til Thomas Vinterberg og Druk: Her slutter rejsen
De seneste måneder er Thomas Vinterbergs ”Druk” blevet hyldet i både indland og udland, og lørdag aften var det så blevet tid til den sidste store prisfest.
Og til årets Bodilprisuddeling endte det igen med, at filmen vandt en række flotte priser.
”Druk” blev kåret som årets ”Bedste film, og Thomas Vinterberg vandt sammen med Tobias Lindholm i kategorien ”Bedste manuskript”.
Derudover vandt Mads Mikkelsen en Bodilstatuette i kategorien ”Bedste mandlige hovedrolle”.
- Det har været en vild rejse med den her film. Det har været stor begejstring, mange fejringer, stor sorg, og vi har været verden rundt. Og nu slutter den her i Danmark, og det, synes jeg, er passende. Det vi har oplevet i den danske befolkning, det har været helt vildt, fortalte Thomas Vinterberg, som har nydt at være tilbage i Danmark, efter han for to uger siden var i Hollywood og vandt en Oscar.
- Her slutter rejsen for Druk. Hjemme i kongeriget Danmark, og på team Druk vil vi gerne sige tak til alle sammen. Tusind tak, sagde Thomas Vinterberg.
Både Lars Ranthe, Magnus Milland og Thomas Bo Larsen var nominerede i kategorien ”Bedste mandlige birolle”. Prisen gik dog til Lars Brygmann for hans rolle i ”Retfærdighedens Ryttere”.
Se billederne af de mange kendte gæster på den røde løber i galleriet herunder.