Morten Grunwald led af sceneskræk
Manden bag den ivrigt trippende Benny i Olsen-Banden-filmene, Morten Grunwald, led af sceneskræk, afslører han ifølge Ekstra Bladet i sin ny selvbiografi "Min tid i gule sokker". Den nu 78-årige skuespiller havde det i mange år svært med nerverne, lige inden han gik på scenen.
- Gudskelov har jeg altid kunnet gå på scenen. Det var meget ubehageligt, når man stod i kulissen, men når jeg kom ind på scenen, plejede det at forsvinde, skriver han.
- Jeg har flere kolleger, der går til psykolog for at få bugt med sceneskrækken, men det gjorde man ikke, da jeg var ung. Der måtte man kæmpe med det selv, tilføjer han.
Ifølge Ekstra Bladet, så kunne Morten Grunwald til gengæld slappe af, når han stod foran kameraet. Derfor var optagelserne til Olsen-Banden-filmene ren terapi for ham.