Neil Patrick Harris: Fra barnestjerne til Oscar-vært
Neil Patrick Harris var bare 16 år, da han indtog alverdens TV-skærme som den unge hospitalsdoktor Doggie Howser. I nat dansk tid sætter han en foreløbig krone på sin imponerende karriere, når han tager livtag med jobbet som vært ved den årlige Oscar-uddeling i Hollywood. Neil er i dag blevet 41 år.
Mens mange barnestjerner stille og roligt forsvinder ud i glemslens mørke, når de blive ældre, har det været lige modsat for Neil Patrick Harris. Han har scoret stribevis af successer på film, TV og teater, siden de glade Doogie-dage i starten af 1990’erne. I 2010 blev han af magasinet TIME placeret på listen over verdens 100 mest indflydelsesrige personer.
I 2006 stod han frem på Ellen Denegeres' TV-show og fortalte , at hans kæreste var en mand. De havde været sammen siden 2004. I dag er de blevet gift – og i september 2010 blev de forældre ved hjælp af en rugemor. Familien består i dag af Neil, ægtemanden David Burtka og deres små tvillinger Gideon Scott og Harper Grace.
Det er en af Hollywoods mest populære mænd, der går på scenen i The Dolby Theatre – og hvis publikum i salen og foran TV-skærmene kan forvente bare lidt i retning af den præstation, Neil gav på scenen, da han var vært ved uddelingen af Tony-priserne sidste år, bliver det en fantastisk aften.