21. maj. 2017
Af Casper Nielsen
Nikolaj Lie Kaas får ny instruktør i den næste Afdeling Q-film
Fares Fares og Nikolaj Lie Kaas i 2014.
Arkivfoto: Hanne Juul/BILLED-BLADET
Det bliver et sidste gensyn med Nikolaj Lie Kaas og Fares Fares, når Zentropa begynder filmatiseringen af Jussi Adlers bestseller ”Journal 64”.
Nikolaj Lie Kaas og Fares Fares gentager – for sidste gang - rollerne som henholdsvis Carl Mørck og Assad.
De to skuespillere – der er fløjet til Cannes for at fortælle om filmen – runder dermed deres deltagelse i Zentropa-filmatiseringerne af Jussi Adlers populære krimier af. Nordisk Film har overtaget rettighederne til resten af forfatterens bøger, og her skal Kaas og Fares Fares ikke spille hovedrollerne. Til gengæld genforenes Nikolaj Lie Kaas i denne omgang med Christoffer Boe, der skal instruere ”Journal 64”, som er titlen på fjerde del af Afdeling Q-filmene. Nikolaj Lie Kaas og Boe arbejdede også sammen i "Reconstruction", ligesom Nikolaj Lie Kaas havde en mindre rolle i Boes "Allegro". I "Journal 64" bliver der også et gensyn med bl.a. Rose, Marcus Jacobsen og Bak.