Ole Bornedal havde datteren med til filmpremiere
Den 57-årige filminstruktør Ole Bornedal havde onsdag aften gallapremiere på komediefilmen ”Dræberne fra Nibe” i Imperial biografen i København.
Han var ledsaget af datteren Claudia Bornedal, da han dukkede op til filmpremieren.
- Den er sjov på nordjysk, sagde Ole Bornedal ganske kort om filmen til BILLED-BLADET, inden han hastede ind i salen.
LÆS MERE: Ole Bornedal: "1864" bliver til en film
Konerne bliver undervurderet
”Dræberne fra Nibe” er en komedie om to mænd, der er kørt trætte i deres ægteskab og derfor planlægger et lejemord på deres koner. Her kommer en russisk lejemorder ind i billedet, men det viser sig, at de to mænd måske har undervurderet deres koner.
Filmen har Ulrich Thomsen, Nicolas Bro, Mia Lyhne og Lene Maria Christensen i hovedrollerne, og de giver deres bud på en nordjysk dialekt.
Nordjyderne var begejstrede
”Dræberne fra Nibe” giver plads til gode grin om de klassiske problematikker i et ægteskab og livet i en jysk provinsby.
Filmen var forud for premieren blevet fremvist i Nibe til stor begejstring for det nordjyske publikum.
I forvejen har Ole Bornedal store filmsucceser som ”Nattevagten” og ”Jeg er Dina” på repertoiret.