Peter Aalbæk rystet over kollegas pludselige død
- Det er et chok at høre om Lars Kjeldgaards død. Han var altid min værelseskammerat på rejser med Filmskolen. Han var en særling i positiv betydning, siger Zentropa-chefen Peter Aalbæk til Ekstra Bladet.
Den 53-årige Lars Kjeldgaard blev aldrig en offentligt kendt person, men han havde en stor betydning for en række prominente filmfolk.
Lars Kjeldgaard har blandt andet skrevet manuskriptet til Sørens Faulis komediefilm, Grev Axel, og er medforfatter til film og TV-serier som Susanne Biers Det blir' i familien, Blekingegade og Langt fra Las Vegas.
Også filminstruktør Per Fly er rørt over forfatterens død. Han skriver i filmmagasinet Ekko:
- Lars er død. Det er ikke muligt, men det er sandt. Jeg ved det godt. Lige nu, hvor han var på vej mod afklaring og accept af et smukt liv, der ikke var som de flestes. Lars var en original.
Lars Kjeldgaard døde natten til fredag efter et hændeligt uheld, skriver ekko.