Pusle Helmuth fylder rundt: Sådan skal jeg fejres
I dag, fredag d. 12. august, fylder Pusle Helmuth 60 år.
Fødselsdagen skal fejres på Soffie og Jesper Dalsgaards danseskole, hvor den tidligere barnestjerne har inviteret 72 venner og familiemedlemmer til fest.
– Her dansede jeg, efter jeg blev skilt. Soffie og Jesper var mine støtter. De var simpelthen årsagen til, at jeg kom igennem den svære tid. Dansen blev min medicin. Derfor skal der danses på min fødselsdag! Det bliver meget uformelt – ingen middag, bare gin og tonics og tapas og en DJ, der spiller op til dans. Det bliver fuldmåne, og jeg håber, vi skal danse til den lyse morgen. Og så skal jeg slappe af resten af weekenden … fortæller hun til BILLED-BLADET.
Jeg er stadig barnlig
Det er helt uvirkeligt for hende, at hun fylder 60 år:
– Det er vanvittigt! Jeg er stadig barnlig og ung af sind. Måske fordi jeg aldrig fik lov at leve min barndom ud. Det at være barnestjerne var en voksenrolle. Jeg var gammelklog allerede dengang, og som voksen får jeg indhentet det, jeg ikke nåede som barn og teenager. Jeg føler, jeg er 30 år indvendigt! siger hun.
Selv om tallet ikke helt stemmer overens med selvfølelsen, synes Pusle, det er helt ok at fylde 60 år.
– Jeg holder mig godt og træner, men målebåndet bliver kortere i den anden ende … På et tidspunkt er jeg her jo ikke mere …
– Mit største ønske er at blive ældre end mine forældre. Min far kunne være blevet ældre, men han drak sig ihjel. Min mor havde en nyresygdom og var trist. Hun opnåede ikke det, hun ville og var deprimeret over det, fortæller Pusle om sin far, Frits Helmuth, der blev 73 år, og sin mor, Jeanne Darville, der blev 71 år.