31. jul. 2024
Af Pelle Rigtrup

Sebastian Bull jubler: Drengedrømmen er endelig gået i opfyldelse

Sebastian Bull.
Sebastian Bull.
Foto: Lars H. Laursen
Skuespilleren Sebastian Bull har fået opfyldt en drøm, han har haft, siden han var en lille dreng.

28-årige Sebastian Bull har medvirket i flere film og tv-serier, mens det sidste år også blev til en femteplads i "Vild med dans".

Inden længe kan vi dog opleve ham i karrierens største rolle, når han spiller en af de to hovedroller i biograffilmen "Vogter".

I filmen, der har premiere i september, spiller han over for Sidse Babett Knudsen - og som det altid er med den slags biograffilm, bliver den lige nu promoveret med diverse reklamer og plakater.

Det betyder også, at man lige nu kan se plakaten på Nordisk Films bygning i Valby - og dermed går en af Sebastian Bulls barndomsdrømme i opfyldelse. Det skriver han på Instagram. (link fjernet)

- Som helt lille dreng var jeg på en rundvisning på Nordisk Film med min folkeskole, hvor jeg tydeligt husker at se de kæmpe plakater for kommende biograffilm. Siden da har det været en kæmpe drengedrøm at være en af de heldige, der hang deroppe, og nu er det lige sket.

I kommentarsporet bliver skuespilleren lykønsket af blandt andre Asta Björk, som han dansede med i "Vild med dans" og sidenhen er blevet kærester med.

Læs mere om: