Sofie Gråbøl om kræftsygdommen: Jeg følte skam
Da Sofie Gråbøl i december 2012 fik konstateret brystkræft, var hun så chokeret, at der gik flere dage, før hun fortalte sine to børn om sygdommen.
- Jeg tror, at fordi jeg har børn, brugte jeg mine kræfter på at holde sammen på mig selv for dem og sørge for at få dem igennem det chok, det også var for dem, så godt, jeg kunne. De fik at vide, at jeg havde kræft og skulle opereres, men jeg ventede en uge, for jeg kunne mærke, at jeg ikke var i stand til at sige det til dem på en ordentlig måde, forklarer Sofie Gråbøl i et interview med Berlingske.
Den 46-årige skuespiller fortalte derefter om kræften til sine nærmeste, men det var ikke nemt for hende at tage imod deres hjælp.
Kan-selv-Sofie
- Jeg valgte at foretage den rejse så alene, som jeg kunne. Jeg involverede mine venner, min familie, mine børns venners familie, deres lærere – alle, som holder af os. Men jeg kunne mærke, at jeg havde brug for fred og ro, fortæller Gråbøl og uddyber:
- Det var faktisk en følelse af skam. Og den følelse gjorde det tit meget svært for mig at modtage hjælp. Jeg har absolut været en udfordring for alle de kærlige mennesker omkring mig, som jo ville mig alt godt. Jeg blev kaldt ”Kan-selv-Sofie” i min barndom, et tilnavn, der er ret rammende, og den del af mig kom på en hård prøve.
Skuespilleren er i dag kræftfri, og når hun ser tilbage på sygdomsforløbet, synes hun ikke, at hun har været tapper, men har ”holdt ud”, som hun siger.
En skyggetilværelse
- Det handlede om at holde hovedet oven vande. Det betød også, at jeg satte mig i sådan en mærkelig skyggetilværelse, hvor jeg stod op om morgenen og tegnede nogle øjenbryn på, der ikke var der, satte en paryk på hovedet, fulgte mine børn i skole og gik ned og købte ind, siger Gråbøl til Berlingske og tilføjer:
- Jeg gjorde alt det, jeg plejer at gøre, men jeg følte, at jeg spillede en rolle som et menneske, der slet ikke eksisterede mere. Det var meget aparte. Det var et mærkeligt teaterstykke.
Torsdag den 25. september er der London-premiere på det egentlige teaterstykke ”James III”, hvor Sofie Gråbøl spiller dronning Margaret. Forestillingen spiller sidste gang 29. oktober.