Stjerneskuddet Danica Curcic: Mine forældre er stolte af mig
Fra på torsdag vil hele Danmark være på fornavn med Danica Curcic, når der er på premiere på Bille Augusts nye film "Stille hjerte".
Det er gået rigtigt stærkt for den 29-årige skuespillerinde, som er født i Beograd, men kom til Danmark med sine forældre, da hun var et år. Denne vinter er hun med i fire store biograffilm - en præstation hendes forældre er meget stolte af, fortæller Danica Curcic til magasinet Lime.
- Min familie elsker at følge med i det, jeg laver. Min far laminerer alt, jeg er med i - programmer, interviews, alt. Det er så sjovt. Men det er dejligt at kunne dele det med dem. Og de er mit faste publikum - de kommer mindst fem gange, når jeg laver teater. Jeg taler ikke flydende serbisk, så med teateret kan jeg udtrykke mig på en anden måde, og de kan se en del af mig, som måske ikke kommer frem til hverdag, siger skuespilleren med de serbiske rødder til magasinet.
Foruden "Stille hjerte" medvirker Danica Curcic i vinter i filmene "Fasandræberne", "All Inclusive" og "Lang historie kort".