12. jan. 2015
Af Juliane Olsen
Susanne Bier skal instruere international miniserie
Susanne Bier.
Foto: Nellie Møberg
Den danske instruktør Susanne Bier er blevet valgt til at instruere den internationale TV-serie "The night manager".
Den 54-årige danske instruktør Susanne Bier skal instruere den internationale miniserie "The Night Manager".
Serien er baseret på den britiske forfatter John Le Carrés bog med den danske titel "Natportieren" og er en moderne thriller, hvor den britiske soldat Jonathan Pine, der i serien vil ses i skikkelse af Tom Hiddleston, er i fokus.
- Det her er virkelig et drømmeprojekt for mig. Jeg har længe haft stor lyst til at lave TV, og nu får jeg lov til at arbejde med et af de mest spændende TV-projekter på det internationale marked, siger Susanne Bier i en pressemeddelelse.
Nyheden kommer frem få dage før biografpremieren på Susanne Biers nye film "En chance til" med Nikolaj Coster-Waldau, Nikolaj Lie Kaas og Lykke May på rollelisten.