Thomas Bo Larsen fyret fra 14 jobs

Thomas Bo Larsen var vidt omkring, inden han som 23-årig blev optaget på teaterskolen i første hug. Efter skuespilleren blev smidt ud af skolen i 8. klasse, fordi han lavede for meget ballade, kastede han sig ud på arbejdsmarkedet. Uden succes. Thomas Bo Larsen blev nemlig fyret fra samtlige job - 14 i alt.
- Hver gang jeg blev fyret, sagde min far: "Op på hesten igen, min dreng. Find noget nyt." Jeg kommer fra et hjem med meget kærlighed, og mine forældre har altid støttet mig, ligegyldigt hvor mange nederlag jeg fik. Og det var sgu mange. Jeg kunne jo overhovedet ikke sidde stille, fortæller Thomas Bo Larsen til Femina.
I halvandet år arbejde han bl.a. på fabrik - men her fik han sparket, fordi han faldt i søvn.
- Det eneste, jeg kiggede på hver dag, var et kæmpestort ur. Hver gang der var gået fem minutter, føltes det som en halv time, og det eneste, jeg glædede mig til, var kaffepausen. Jeg tænkte, at hvis jeg skal sidde her resten af mit liv, så visner jeg, husker Thomas Bo Larsen, som faktisk nåede at uddanne sig til glarmester, inden han blev kæreste med Mette Horn, der åbnede hans øjne for skuespilleruddannelsen.