TILLYKKE: Jes ”Børge” Holtsø fylder 60
Olsen Bandens ”Børge” – som Jes Holtsø hedder i folkemunde – gør ikke den store stads ud af sin runde fødselsdag.
- Dagen ligger jo lidt skidt, fordi der lige har været jul, og nytår er dagen derpå, så det fejrer jeg egentlig ikke. Jeg er ikke velstillet, men bor på 40 kvadratmeter og kan ikke invitere 50-100 mennesker, men måske har nogen planlagt noget, det ved jeg ikke, siger Jes Holtsø til BILLED-BLADET.
- Jeg synes, at jeg fejrer og bliver fejret meget i løbet af året. Jeg har ikke et behov for anerkendelse, bare fordi jeg har været så heldig at fylde 60, siger Jes, der mere end fest og gaver drømmer om en flybillet til USA, hvor så meget af den musik, han elsker og selv synger, stammer fra.
Berømt siden 1968
Jes Holtsø blev berømt, da han i 1968 fik rollen som Børge i den første Olsen Banden-film. Lønnen var 100 kroner pr. optagedag, og dem havde han 15 af på den første film.
NOSTALGI: Her får Egon Olsen endelig hævn over "Bøffen"
Holtsø medvirkede i de første otte Olsen Banden-film, tog så en pause og kom tilbage i film nummer 11, ”Olsen Banden overgiver sig aldrig”. Og så gjorde han - ligesom resten af den nu alderstegne bande - comeback i den allersidste film om Egon, Benny og Kjeld fra 1998: ”Olsen Bandens sidste stik”.
Jes Holtsø spillede ligeledes flyttemand Olsens søn William i ”Huset på Christianshavn”. Senere røg han ud i et hårdt misbrug, men han har i de sidste 26 år været clean og dyrker nu sin musik i bandet Holtsø-Wittrock.