TILLYKKE: Mads Mikkelsen fylder 52 år
Siden sin debut i 1996 har Mads Mikkelsens karriere bredt sig ud over de danske grænser. Det seneste år har de internationale titler fyldt mere end de danske.
I 1984 blev Mads Mikkelsen uddannet skuespiller fra Aarhus Teaterskole, men fik først sit store gennembrud 12 år efter, da han medvirker i sin første spillefilm. Og siden 1996 er karrieren braget frem for den talentfulde skuespiller.
Mads Mikkelsen stort navn i udlandet
Mads Mikkelsen er de seneste år blevet et velkendt navn i det store udland, hvor han har medvirket i både TV-serier og film. Den udenlandske karriere tog fart, da Mads Mikkelsen spillede skurken Le Chiffre i Bond-filmen ”Casino Royale” i 2006.
Siden da har han også haft hovedrollen i den amerikanske serie ”Hannibal” og medvirket i film fra tegneseriegiganten Marvel og den mest omtalte film sidste år ”Rogue One: A Star Wars Story”.
Ingen danske film
Faktisk har Mads Mikkelsen ikke haft en dansk film på CV’et, siden han i 2015 medvirkede i Anders Thomas Jensens ”Mænd og høns”.
Og det ser også ud til, at Mads Mikkelsen ikke medvirker i nogle danske film foreløbigt.
- Jeg har ikke nogle danske film på bedding, men det håber jeg da, der kommer, fortalte verdensstjernen i 2016 til BILLED-BLADET.
Familien bag Mads
Privat er stjernen gift med tidligere koreograf Hanne Jacobsen, og sammen har parret datteren Viola, 25, og sønnen Carl, 20.
Kæmpe præstationer
Under filmfestivalen i Cannes i 2012 vandt Mads Mikkelsen prisen for Årets Mandlige hovedrolle, for sin pragtpræstation i Thomas Vinterbergs ”Jagten”.
Foruden at Mads Mikkelsen har vundet et hav af priser, så har han også modtaget den ypperste hæder, for i 2010 blev han slået til Ridder af Dannebrog af dronning Margrethe.