Trine Dyrholm og Ulrich Thomsen er trukket i 1970’er-tøjet
Instruktøren Thomas Vinterberg dirigerer i disse dage rundt med en samling skuespillere, der ser ud som om, de er ankommet med en tidsmaskine. Optagelserne til filmen ”Kollektivet”, der foregår i 1970’erne, er nemlig startet, fortæller Nordisk Film i en pressemeddelelse.
Historien tager udgangspunkt i et kollektiv i midten af 1970’erne, hvor drømmen om fællesskabet trues af livet og parforholdets barske realiteter.
Akademikerparret Erik og Anna, spillet af Ulrich Thomsen og Trine Dyrholm, starter et kollektiv i en stor villa i Hellerup, og i starten er alt fryd og gammen. Men da Eriks unge elskerinde flytter ind, er det svært at bevare den gode stemning.
Blandt de andre medvirkende ses 14-årige Martha Sofie Wallstrøm Hansen, der debuterer som Erik og Annas datter Freja. Blandt kollektivets øvrige beboere kan nævnes Helene Reingaard Neumann, Lars Ranthe, Fares Fares, Julie Agnete Vagn, Magnus Millang, Anne Gry Henningsen og Sebastian Grønnegaard Milbrat.
”Kollektivet” ventes at få premiere i efteråret 2015.