23. jan. 2025
Af Christinna Braun

”Vidste ikke, det var hemmeligt”: May Lifschitz kom til at afsløre royal nyhed

May Lifschitz og kongeparret.
May Lifschitz og kongeparret.
Foto: Hanne Juul og Lars H. Laursen.
I begyndelsen af januar kom May Lifschitz med en afsløring af kongelig kaliber.

Kong Frederik og dronning Mary inviterer til aftenselskab for kunst og kultur den 28. februar, og ved sådan et selskab bliver gæstelisten først offentliggjort, når middagen er gået i gang.

Allerede i begyndelsen af januar blev én af gæsterne afsløret – eller… Hun afslørede sig selv.

Skuespiller og ”Vild med dans”-stjerne May Lifschitz fortalte med stor glæde i en story på Instagram, at hun og kæresten, Jens, var inviteret til den kongelige fest, og at de havde brug for lidt danse-assistance, eftersom der skal danses les lanciers.

Nu fortæller 29-årige May Lifschitz til B.T., at hun ikke vidste, at invitationen er hemmelig.

- Jeg vidste ikke, det var hemmeligt, og jeg ved ikke, om det stadig er hemmeligt, fortæller hun ifølge B.T. med et grin.

- Men det er jo så spændende og helt surrealistisk!

Det er første gang, kong Frederik og dronning Mary er værter ved aftenselskabet på Christiansborg Slot.

Kongehuset skrev selv således, da nyheden om selskabet kom ud:

Når Kongeparret i februar er værter ved et aftenselskab for kunst og kultur videreføres en tradition, der begyndte i 1976, hvor H.M. Dronning Margrethe og Prins Henrik for første gang afholdt aftenselskab for gæster, der repræsenterede kunst og kultur. Dengang blev selskabet afholdt under navnet 'Arts et Lettres' (kunst og ord).

Selskaber, hvor de inviterede var beskæftigede indenfor kunst og kultur, har tråde tilbage til Christian 8.s (1786-1848) tid, hvor kongen på baggrund af sin store interesse for kunst, kultur og videnskab indbød til selskab på slottet.

Kongehuset har gennem historien haft tradition for at invitere forskellige aktører i samfundet til selskab på slottet. Ved aftenselskaberne inviteres gæsterne til middag samt underholdning i Riddersalen på Christiansborg Slot.

Mere om: