Vivi Bak er død
Vivi Bak, der blandt andet spillede med i filmene ”Krudt og klunker” fra 1958, ”Soldaterkammerater rykker ud” fra 1959 og ”Det er så synd for farmand” fra 1968, er død, 73 år gammel.
Den danske skuespillerinde og sangerinde blev ifølge det tyske magasin BILD fundet død af sin ægtemand, den østrigske skuespiller Dietmar Schönherr, mandag morgen klokken ni i parrets hjem på Ibiza. Ifølge en lokal læge døde hun af hjerte- og kredsløbssvigt.
I sin sidste tid havde Vivi Bak problemer med helbredet, og sidste år blev hun indlagt på et hospital på Ibiza, fordi hendes vægt var helt nede på 35 kilo. Det var en stor sorg for hendes ægtemand, der dengang fortalte til BILD:
- Jeg laver mad til hende hver dag. Hun kan rigtig godt lide suppe, men desværre har hun ikke kunnet spise så meget på det seneste. Det er ikke sundt i det lange løb. Jeg håber, at hun snart kommer hjem igen. Jeg savner hende meget.
I forbindelse med sin kones død har Dietmar Schönherr oplyst til BILD, at Vivi Baks aske skal spredes ud over Middelhavet.
Vivi Bak og Dietmar Schönherr blev gift i december 1965 og havde i starten af 1970’erne showet ”Wünsch dir was” på tysk TV. Parret fik aldrig børn.
Vivi Bak indspillede i løbet af sin karriere blandt andet tyske, østrigske, spanske, italienske, tjekkiske og franske film under navnet Vivi Bach, ligesom hun i 1980’erne dedikerede meget af sin tid til hjælpearbejdet for ofrene i borgerkrigen i Nicaragua.