Flammen og Citronen hitter
Anmelderne har overvejende været meget positive overfor Flammen og Citronen, der havde premiere den 28. marts 2008. Og publikum er vilde med den. Hele 152.000 så filmen om to af Danmarks mest berømte modstandsfolk de første seks dage.
Ole Christian Madsens film trækker alle aldre ind i biograf-mørket, og landets biblioteker og museer melder om øget interesse for perioden 2. Verdenskrig.
Til B.T. har direktør i Nimbus Film, Jørgen Ramskov, udtalt, at den store interesse for filmen er kommet bag på selskabet:
"Det ser rigtig fornuftigt ud. Jeg tror, at mere end en halv mio. mennesker vil se filmen, og når de første 400.000 mennesker har været i biografen for at se den, så er det ved at løbe rundt."
Hos filmens distributions-selskab Sandrew Metronome er man også optimistisk:
"Jeg er slet ikke i tvivl om, at over 600.000 danskere vil se denne film, og det i givet fald den mest sete siden Italiensk for begyndere," fortæller direktør Frederik Juul.