Forelskede Sussi jubler: Skal giftes
I februar sidste år mistede Sussi sin mand Leo.
I begyndelsen af juni kunne den 68-årige dansktopsanger så afsløre, at hun havde fundet sig en ny kæreste i den otte år yngre, Steen Nørholm Hansen.
Nu tager det forelskede par et stort skridt i deres parforhold. For de skal nemlig giftes.
Til Her&Nu har dansktopsangeren afsløret, at de netop er blevet forlovet i søndags på Kokkedal Slot tæt ved Brovst.
– For noget tid siden snakkede vi om, at vi gerne ville blive forlovet, og så ville vi gerne gøre det tæt på vores tre måneders dag, fortæller hun til bladet.
Sussi har tidligere fortalt, at hun mødte Steen Nørholm Hansen på sociale medier.
Hun fortæller desuden, at de drømmer om at holde et sommerbryllup, men præcis hvornår brylluppet skal stå, ved de ikke endnu.