Forundret Johannes Møllehave: Politiet får medhold i anholdelsen
Rigsadvokaten konkluderer, at det var i orden, da politiet valgte at lægge Johannes Møllehave i håndjern på jorden i forbindelse med en anholdelse foran Hotel D'Angleterre sidste år.
Sagen om den kendte forfatter, præst og foredragsholder Johannes Møllehaves anholdelse har trukket overskrifter flere gange på grund af den hårdhændede anholdelse. Men nu slår rigsadvokaten fast, at politiet handlede korrekt, skriver Ekstra Bladet.
Afgørelsen kommer, fordi Politiklagenævnet mente, at politiet havde været for voldsomme, da det anholdt Møllehave. Statsadvokaten var uenig - og det sendte sagen til Rigsadvokatens bord, som nu bakker Statsadvokaten op.
Møllehave klagede over politiets metoder og kaldte det politivold - blandt andet viste en undersøgelse på skadestuen efter anholdelsen, at han havde skader på ryggen efter slag.
- For mig at se så svarer det, jeg har gjort, til en trafikforseelse, og man slår da ikke på en mand, der kører for hurtigt, siger Johannes Møllehave til Ekstra Bladet.
Sagen kort:
74-årige Møllehave og en ven havde tilbragt en aften i april 2011 på hotellets restaurant, men lavede så meget larm, at politiet blev tilkaldt. Det endte med, at betjente lagde Møllehave i håndjern på jorden. Senere fik han en bøde på 600 kroner for at forstyrre den offentlige ro og orden.